Strategi for forebyggelse og udbredelse af viden om håndtering

I Halsnæs Kommune forebygger vi negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme hos børn, unge og deres familier som en del af den generelle forebyggelse af mistrivsel.

Den vigtigste forebyggende indsats sker ved at skabe trivsel og udvikling for alle børn gennem deltagelse i den almindelig hverdag i daginstitution, skole og fritid. På den måde lærer børnene og de unge at være en aktiv del af den demokratiske samtale, og de lærer om rettigheder og anerkendelse af forskelligheder. 

Strategien i den forebyggende indsats

Alle medarbejdere, der møder børn og unge i hverdagen, har den nødvendige viden om bekymringstegn og risikofaktorer til at kunne udføre en tidlig opsporing. Halsnæs Kommune har lavet en beredskabsplan for dette. Den indeholder klare definitioner og beskrivelse af tegn, som man skal være opmærksom på, så medarbejdere i Halsnæs Kommune har den samme forståelse af begreberne.

Da opsporingen kan være vanskelig, og det kræver et tæt samarbejde på tværs af sektorer at håndtere bekymringerne, har et tværgående kommunalt team særlig viden og kompetencer. Teamet består af medarbejdere fra Børne- og Ungeafdelingen, Ungeværket og SSP. På den måde er der en bred berøringsflade ud i organisationen.

Teamet har adgang til videnspersoner i det tværsektorielle netværk og er kontaktpersoner i det nationale Infohus-samarbejde. Her samarbejder politi og kommune om at forebygge kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. Teamet stiller sig til rådighed for sparring om og håndtering af bekymringer, mistanke eller konkret viden om negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme.

Er der tale om en akut sikkerhedssituation, hvor der er konkret bekymring for, at en person vil gøre skade på en eller flere menneskers liv og legeme i den nære fremtid, kontaktes politiet direkte via 114 eller 112.

Udbredelse af viden om håndtering

Det er afgørende, at alle medarbejdere ved, hvor de kan gå hen med bekymringer, mistanker eller konkret viden. Derfor er der udviklet informationsmateriale med navne og kontaktoplysninger, som løbende kan opdateres ved personaleudskiftning mv.

Relevant information deles bl.a. på personalemøder, ledermøder og i SSP-netværket.

Halsnæs Kommunes kontaktpersoner i Infohus Halsnæs samarbejder bredt på tværs af social-, beskæftigelses- og skoleområdet og andre områder, hvor det må være relevant.