Børn og unge under 16 år, der ønsker at benytte en privat tandlæge i stedet for Halsnæs Kommunes gratis tandplejetilbud, kan gøre brug af fritvalgsordningen. Dette betyder, at I selv kan vælge en tandlæge, der ikke er en del af den kommunale tandpleje. I rullemenuen nedenfor kan du læse nærmere om fritvalgsordningen.
Fritvalgsordning 0-15 år
Hvordan fungerer fritvalgsordningen?
For at benytte fritvalgsordningen skal I først kontakte Halsnæs Kommunale Tandpleje, som herefter indgår en aftale med den valgte private tandlæge - aftalen skal være på plads, før behandling og undersøgelser kan påbegyndes. Uden denne aftale kan kommunen ikke dække udgiften til tandbehandlingen.
Tilskud og egenbetaling
For børn og unge i alderen 0-15 år er der et tilskud på 65 % af tandplejeydelser med fast pris efter Børne- og Ungdomstandpleje-overenskomsten (BUT). Dette gælder for f.eks. undersøgelse, fyldninger, bedøvelse og forebyggende behandling.
Egenbetalingen vil derfor udgøre 35 % af prisen.
Tandregulering og behandling uden fast pris
Når større behandlinger, som ikke har en fast pris efter overenskomsten, skal udføres (f.eks. tandregulering, operativ fjernelse af tænder eller bidskinner), skal tandlægen søge om tilskud på forhånd. Uden forhåndsgodkendelse vil der ikke være noget kommunalt tilskud, og der vil være 100 % egenbetaling.
Prisen på behandlinger uden fast pris varierer afhængigt af den private tandlæges priser og størrelsen af det kommunale tilskud.
Øvrige oplysninger
Der er 100 % egenbetaling for udeblivelsesgebyr.
Skift af tandlæge kan tidligst finde sted efter ét år. Ønsker I at skifte tandlæge, skal det meddeles til Tandplejens kontor. Behandlinger i gang skal være afsluttet før tandlægeskift.
Reglerne for indkaldelse og tandpleje er de samme, uanset om behandlingen foregår på en offentlig klinik eller hos en privat tandlæge.
Hvis I ønsker at tilkøbe ekstra ydelser som f.eks. kortere interval mellem tandundersøgelser eller kosmetisk tandregulering, er der 100 % egenbetaling.
Husk at kontakte Halsnæs Kommunale Tandpleje, hvis du har spørgsmål eller ønsker at gøre brug af fritvalgsordningen.