Strandgade 32, Frederiksværk

Offentligt udbud: Projektgrund til boligudvikling

Strandgade 32, Frederiksværk – ca. 11.000 m²
Budfrist: 3. november 2025
Udbydes uden mindstepris

Halsnæs Kommune udbyder en attraktiv projektgrund centralt i Frederiksværk til udvikling af et nyt boligområde med fokus på fællesskab, bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet. Ejendommen omfatter matr.nr. 67an og 7000at, Frederiksværk Markjorder, og overdrages samlet. Det samlede areal forventes at udgøre ca. 11.000 m² efter arealoverførsel og nedlæggelse af vejmatrikel. Der accepteres en arealafvigelse på +/- 3 % uden regulering af købesummen.

Ejendommen er delvist ubebygget og delvist anvendt til tennisanlæg, som vil være i brug frem til april 2026. Grunden ligger i umiddelbar nærhed af Krudtværket – et historisk og kulturelt kraftcenter under områdefornyelse – og tæt på byens gågade, campingplads og fredskov.

Et boligprojekt med unge og fællesskab i centrum

Tilbudsgiver skal indsende et projektforslag for et boligområde, der omfatter:

  • Etageboliger i op til 3 etager (70–110 m², gennemsnitligt 90 m²)
  • 10–15 kollegie-/lærlingeboliger á ca. 25 m²
  • Et fælleshus og grønne opholdsarealer og funktionelle fællesfaciliteter

Projektet skal tage afsæt i Halsnæs Kommunes vision Halsnæs i Bevægelse og understøtte udviklingen af Frederiksværk som en dynamisk by med stærke fællesskaber og et attraktivt ungecampus. Arkitektur og landskabsplan skal afspejle områdets industrielle kulturarv og samtidig fremstå moderne og inviterende.

Planforhold og lokalplanproces

Ejendommen er omfattet af Kommuneplan 2021 (rammeområde 4.C7) og byplanvedtægt for Krudtværksområdet. Køber skal i samarbejde med kommunen udarbejde forslag til ny lokalplan baseret på det indsendte projekt. Køber forpligter sig til at:

  • Udarbejde og bekoste nødvendige undersøgelser og materiale
  • Indgå aktivt i lokalplansprocessen og borgerinddragelse

Halsnæs Kommune udarbejder lokalplanen og fremlægger den for byrådet, men kan ikke garantere vedtagelse, da dette beror på den politiske proces.

Evaluering af tilbud

Ved vurdering af de indkomne tilbud vil der blive lagt vægt på følgende kriterier:

  • Pris
  • Arkitektur og landskabsplan
  • Infrastruktur og forbindelser
  • Tilbudsgivers engagement i udviklingen af området

Du kan få adgang til udbudsmaterialet via udbudsportalen Dalux