"Kultur i gaden" – nye BYværksteder på vej til Hundested
BYværkstederne bliver tre nye værksteder i Nørregade i Hundested. Formålet er at skabe mere liv i bymidten og give borgere et sted, hvor de kan mødes, være kreative og være en del af et fællesskab. Projektet er åbent for alle. Kommunen stiller rammerne til rådighed, men det er borgerne, der bestemmer, hvad der skal ske i værkstederne.
Værkstederne bliver fleksible rum, som kan bruges på mange måder. Kommunen planlægger ikke indholdet. Det gør de borgere, der ønsker at være med. Det kan være kreative aktiviteter, små arrangementer, møder, workshops eller helt nye idéer, der opstår i processen. Det vigtigste er, at aktiviteterne er åbne for alle og bidrager positivt til byens liv.
Åbning og udvikling
De tre BYværksteder forventes at åbne midt i juni 2026. Inden da holder vi flere idéværksteder, hvor alle interesserede kan høre om projektet og deltage i den tidlige proces. Vi afprøver også aktiviteter i lokalerne, så vi lærer, hvad der fungerer godt.
Hvem kan være med?
Alle borgere kan deltage – og man behøver ingen særlige erfaringer. Man kan komme til idéværkstederne, indgå i en værkstedsgruppe eller blot følge projektet, indtil værkstederne åbner. Det er gratis at være med.
Værkstedsgrupperne består af borgere, som sammen står for aktiviteterne og hjælper med planlægning og drift. Alle kan være med i en gruppe.
Kommunens rolle
Halsnæs Kommune stiller lokalerne i Nørregade til rådighed og sørger for drift som lys, varme, vand og forsikring. Kommunen betaler for etableringen. Der er også afsat midler til materialer, mindre aktiviteter og events i opstartsperioden. Kommunens opgave er at sikre rammer, sparring, kommunikation og gennemsigtighed – ikke at bestemme indholdet.