I byrådet træffer politikerne beslutninger om meget af det, der sker i en kommune, og hvordan pengene fra kommuneskatten skal prioriteres. Det kan f.eks. være: renovering af veje, hvor meget personale der er i daginstitutioner og på plejehjem, kulturtilbud i kommunen, byggeri af en ny skole, udvikling af lokalområder, fritidstilbud til de unge og lokale klimaprojekter.
I regionsrådet tager politikerne sig af det, som Regionen har ansvar for. Det drejer sig bl.a. om sundhedsvæsenet (sygehuse, psykiatri, privatpraktiserende læger og speciallæger) og regional udvikling (natur og miljø, beskæftigelse, uddannelse, kultur og udvikling i regionernes udkantsområder og landdistrikter).
Ældrerådet rådgiver byrådet i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og byrådet om lokalpolitiske spørgsmål vedrørende ældre.
Med din stemme indikerer du altså, hvilken retning du synes, at der skal træffes beslutninger i henholdsvis byrådet, regionsrådet og ældrerådet, alt efter hvem du stemmer på.