
Få mere at vide om processen i udviklingsplanen i menuen herunder
2025 - Udarbejdelse lokalplaner
Forår 2025
Udvalget for Plan og Byg skal tage endelig beslutning om forslag til kommuneplantillæg nr. 8.
Herefter kan rammerne udfyldes af en lokalplan, der helt konkret beskriver, hvordan bygninger m.v. placeres og skal se ud.
Derudover igangsættes en forundersøgelse af grundlaget for at etablere et regionalt madkulturhus i Gubben midt i Hundested. Undersøgelsen er finansielt støttet af Realdania.
Januar 2025
Høringsfristen for kommuneplanstillæg nr. 8 forlænges til 20. januar 2025, og der afholdes borgermøde i Hundested Hallen.
2024 - Kommuneplantillæg nr. 8
Oktober 2024
Endeligt forslag til kommuneplantillæg nr. 8 sendes i høring
Høring Kommuneplantillæg nr. 8 til Kommuneplan 2021 for Hundested midtby og havn
2023 - Projektudvikling
December 2023
Byrådet vedtager et udgangspunkt for udarbejdelse af kommuneplantillæg nr. 8
Forår-efterår 2023
Halsnæs Kommune arbejder videre med at skabe de formelle planmæssige rammer for at kunne realisere tiltagene, der skal binde havn og bymidte bedre sammen og lægge grundlaget for realisering af udviklingsplanens initiativer.
Kommuneplanstillæg
Første skridt er at udarbejde et forslag til ændring af den overordnede kommuneplanramme gennem vedtagelse af et kommuneplantillæg, der muliggør realiseringen af udviklingsplanen.
Kommuneplantillægget angiver aktiviteter og skitserer rammer for den maksimale bygningsvolumen, der kan etableres i et givent område.
Først herefter kan rammerne udfyldes af en lokalplan, der helt konkret beskriver, hvordan bygninger m.v. placeres og skal se ud.
Fortsat projektudvikling og finansiering
Den kommunale administration indleder desuden arbejdet med at konkretisere og skaffe det finansielle grundlag for at realisere nogle af tiltagene i udviklingsplanen. Dette vedrører primært projekt ”Gubben til Promenaden”, der skal binde Nørregade tættere sammen med havneområdet og etableringen af attraktionen Horisonten på Nordmolen. Endvidere er der igangsat arbejde om overtagelse af banearealet til parkeringsplads, som angivet i udviklingsplanen.
2022 - Udviklingsplanen
August 2022
Udviklingsplanen offentliggøres.
Læs her om udviklingsplanen: Råt og autentiske Hundested, strategisk-fysisk udviklingsplan, 2022
Juni 2022
Udviklingsplanen præsenteres for byrådet.
Forår 2022
Tredje Natur inddrager lokale aktører samt afholder projektværksteder og byvandringer for at sikre et lokalt ejerskab til initiativerne i udviklingsplanen.
Januar 2022
Arkitektfirmaet Tredje Natur vælges til at løse opgaven om at skabe en udviklingsplan, der omfatter destinationsudvikling, overnatnings/hotelindpasning, bymiljø, byrum, klimatilpasning og trafikløsning.
2021 - Projektbeskrivelse
Efterår 2021
Visionsdag, byvandringer og projektværksted i turistinformationen på Hundested havn, hvor borgerne hører nærmere om projektet og kommer med bidrag til byudviklingen.
Lokale aktører, herunder Hundested Erhverv, Hundested Havn og Halsnæs Forsyning, deltager i planudviklingsarbejde rettet mod at skabe et ’program’ for byen – dvs. en beskrivelse af den byplan- og landskabsarkitektopgave, der forventes løst.
Opgaven om udarbejdelse af en udviklingsplan udbydes i prækvalifikation.
Marts 2021
Byrådet vedtager en projektbeskrivelse for udarbejdelsen af en udviklingsplan for Hundested.
Vinter 2020-2021
Halsnæs Kommune identificerer et behov for at få udarbejdet en strategisk-fysisk udviklingsplan for havnebyens kultur- og handelsliv, der vil understøtte en længere turistsæson og øge cirkulationen mellem by og havn. Udviklingsplanen skal desuden undersøge, hvordan detailhandlens og erhvervslivets udvikling supplerer hinanden positivt samt komme med bud på understøttende trafikale løsninger.
En udviklingsplan er en politisk vedtaget plan, der angiver hovedideerne og sigtelinjerne for et områdes udvikling. Udviklingsplanen er ikke et endeligt produkt men en retning, der gør det muligt at nuancere de foreslåede eksempler og deres anvendelse.